De 2 St. Mathews skoler ligger i Birganj og i Pirganj i det nordvestlige Bangladesh 30 km fra hinanden. De er private grundskoler, der underviser fra 0. til 5. klasse og bruger de samme officielle læseplaner som andre skoler. Der er højst 35 elever i hver klasse, hvor der er op til 100 elever i de offentlige skoler.
Undervisningen foregår for det meste på engelsk, så eleverne ikke bare bliver bedre til at læse og skrive, men også tale engelsk. Det er et meget svagt punkt ved skoler i Bangladesh, at eleverne ikke oplæres i fri samtale. De skal bare lære udenad, hvad der står i bøgerne, så kan de bestå eksamen.
Skolerne har i 2023 etableret digitale klasseværelser og samler i 2024 penge ind til indkøb af de nødvendige computere, så eleverne kan lære at bruge IT allerede fra 3. klasse. Dette tilbud er enestående i de to kommuner, hvis andre skoler overhovedet ikke tilbyder IT undervisning.
Skolerne har politikker, der forbyder diskrimination og mobning. Derfor er det også forbudt for lærerne at slå eleverne, så alle eleverne foretrækker disse skoler fremfor de offentlige skoler. Der er beskedne legepladser ved de to skoler, og skolerne forsøger at arbejde efter mottoer ”Glad læring”.
Dem arbejder vi med – og vi kalder dem Banglabørn.
I vores skoler bruger vi bangladeshiske læseplaner, men lærerne er inspireret af dansk pædagogik. Der der højst 35 elever i vores klasser, og lærerne har opmærksomhed på hver enkelt elev. Lærerne kommer til tiden og eleverne bliver aldrig slået. Undervisningen foregår på engelsk, og vi udsender danske unge som frivillige. Derfor synes eleverne, det er sjovt at gå i skole, og så lærer de meget bedre.
Når børnene således har fået lært at lære, kan de bedre klare sig senere – og så udvikler de sig!
Urmi gik i SMS skolen i Birganj fra 1. klasse. Hun var dygtig, og allerede i 2. klasse kunne hun løse 4. klasses opgaver. Hendes familie bakkede hende op og hun fik lov til at fortsætte med at gå i skole. Urmi udviklede et forbavsende godt engelsk, og allerede i 7. klasse kunne hun føre en meningsfuld samtale på engelsk. Hun var også god til sang og musik og underviste nabobørnene, indtil hun bestod sin 10. klasse og flyttede til Dhaka. Her fik hun ved hjælp af et YES stipendium (Young Education Stipend) mulighed for at starte på universitetet i Dhaka, hvor hun stadig går.
Dipti var ikke lige så heldig. Hun gik godt nok i skole, men som 15-årig så hun så godt ud, at hendes far ikke turde have hende boende hjemme – og arrangerede at hun skulle giftes. Hun havde aldrig lært noget om ægteskab og samliv, så som bare 16-årig blev hun mor. Diptis mand var imidlertid ikke rask – han skrantede mere og mere og døde, så som 17-årig var Dipti ikke bare alenemor, men også enke. Hendes dreng går stadig i skole med støtte gennem YES stipendium, og Dipti har fået en symaskine og ernærer sig som skrædder hjemme i landsbyen.
Støtteforeningens arbejde består i at skaffe penge til vores projekter i Bangladesh og til at informere om, hvordan vi er med til at at løfte den næste generation af bengalere ud af fattigdom!
Husk at du hvert år, kan donere beløb op til kr. 500,- og trækker dem fra på din selvangivelse. Læs om, hvordan du gør lige her
