Nyhedsbrev november 2025

Kære læser – kære ven af BanglaBørn

Den 11. oktober markerede FN den årlige Pigens Dag. I Bangladesh blev dagen fremhævet i avisen Daily Star med en lederartikel, der satte fokus på den dybt bekymrende undertrykkelse af piger og kvinder, som fortsat præger landet. Den tredje nationale undersøgelse af dette forhold viser desværre, at situationen ikke forbedres. Særlig alarmerende er det, at størstedelen af volden begås i hjemmet – af fædre, ægtemænd og andre familiemedlemmer.

To tredjedele af de kvinder, der udsættes for vold og overlever, er piger mellem 15 og 19 år, som ofte er blevet tvunget ind i alt for tidlige ægteskaber. Endnu mere rystende er det, at under halvdelen ved, hvor de kan søge hjælp, og kun 2% kender til eksisterende krisecentre.


Young-2-Young projektet bliver stadig vigtigere

I BanglaBørn er vi dybt opmærksomme på disse udfordringer. Derfor lægger vi stadig større vægt på Young-2-Young projektet, som nu kører på fjerde år med Mukta Ray som pioner og nøglemedarbejder. Projektet når ud til et stort antal landsbyer, skoler og markedspladser, hvor det åbent adresserer vold og undertrykkelse af kvinder – et ellers stærkt tabuiseret emne.

I mange lokalsamfund hersker der en skamkultur, hvor kvinder bebrejdes for ikke at “opføre sig ordentligt”, og hvor vold bag lukkede døre ignoreres af omverdenen. Young-2-Young bryder dette mønster ved at skabe åben dialog. Projektet drives af unge frivillige, der engagerer sig i formidling og bruger deres tid og stemme til at sætte fokus på problemet. Det løser ikke problemet alene, men det er et afgørende første skridt mod at bryde tavsheden og skabe forandring.


Ny principal på skolen i Birganj

Skoleleder Jharna Ray har gennem en periode haft helbredsproblemer, hvilket har påvirket hendes mulighed for at varetage lederrollen, som hun selv ønskede. Ledelsen har derfor indledt en god og konstruktiv dialog med hende om at fortsætte i en anden funktion end som principal.

BanglaBørn i Danmark har altid sat stor pris på Jharna som organisationens første kvindelige skoleleder i SMS. Hendes indsats har banet vejen for, at også Tajrin Aktar kunne tiltræde som principal i Pirganj. Vi ser derfor frem til, at der snart kan udpeges en ny kvindelig skoleleder i Birganj.

YES-stipendieprogrammet

I arbejdet med Young-2-Young møder vi ofte unge, der har talent og ambitioner, men som mangler midler til at fortsætte deres uddannelse. Et universitetsoptag koster 2.000 kr., og derudover ca. 500 kr. om måneden til kost, logi og bøger.

Derfor støtter en række venner af BanglaBørn allerede nu en håndfuld unge, så de kan fortsætte deres studier. Det betyder enormt meget for den enkelte – men også for organisationen, som får mulighed for at opbygge en generation af veluddannede unge, der kan indgå i ledelses- og bestyrelsesarbejdet i SMS. Lokal forankring er afgørende for organisationens fremtid.

BanglaBørn arbejder derfor aktivt på at formidle kontakt mellem danske donorer og dygtige unge gennem YES-programmet. Donorer bestemmer selv støttebeløbet, og der er mulighed for direkte kontakt via telefon og internet. Al støtte sendes direkte fra donor til modtagerens bankkonto – uden administrationsomkostninger.

Hvis du ønsker at høre mere, er du meget velkommen til at skrive til os på info@banglaboern.dk.


BanglaBørn i Danmark

BanglaBørn er en forening – og en forening eksisterer kun i kraft af sine medlemmer. Vi oplever udfordringer med at fastholde medlemstallet, og derfor vil vi igen opfordre alle, der modtager nyhedsbrevet, til at støtte os gennem et medlemskab.
Brug QR-koden nederst i nyhedsbrevet, og husk at skrive din e-mailadresse i beskedfeltet.


Testamente

Det er et emne, de færreste bryder sig om at tænke på – men vi har alle en ”udløbsdato”. Når den dag kommer, har vi ikke længere mulighed for at støtte ”vores” børn og unge i Bangladesh. Eller har vi?

Hvis du overvejer at tilgodese arbejdet i Bangladesh i dit testamente, finder du konkrete oplysninger på www.banglaboern.dk.
Har du spørgsmål, så skriv til os på info@banglaboern.dk – så hjælper vi dig videre.

Kærlige hilsner Filip (skribent) og Gitte

Cookies

Vi bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Vi skal have tilladelse til at gemme en cookie i din browser, hvis du ønsker at logge ind. Derudover kan du selv vælge om du vil hjælpe os med at blive bedre, ved at aktivere statistik.

Nødvendige cookies

Nogle cookies er nødvendige at have aktiveret altid. Det er fx. denne cookie der husker dine cookievalg.

Statistik

Vi bruger Google Analytics til at indsamle anonyme informationer som antallet af besøgende siden har og hvilke sider der er mest populære.

Ved at holde denne cookie aktiveret hjælper du os med at forbedre hjemmesiden.