Nyhedsbrev, marts 2026

Parlamentet i Dhaka

Parlamentsvalget

Så blev  parlamentsvalget i Bangladesh gennemført den 12. februar – og samtidigt var der  også folkeafstemning om det ”July Charter”, som den midlertidige regering havde  udarbejdet. Charteret foreslår en del ændringer til Bangladesh’s grundlov, og  de blev positivt modtaget.

Ikke mindre end 68% af vælgerne stemte for dem. Det betyder dog ikke, at alle ændringerne hermed er juridisk bindende. De er kun  politisk forpligtende, så det er helt op til den nye regering at sørge  for implementeringen af disse forslag. Forslaget rummer bl.a. en begrænsning på,  hvor mange år en premier-minister kan sidde i embedet, nemlig 10 år. Et andet  forslag er indføring af et 2-kammersystem i stedet for det nuværende parlaments  et-kammersystem. Og endelig foreslås det at antallet af pladser i parlamentet reserveret  til kvinder gradvist sattes op fra de nuværende 50 til 100. Nå må vi se, om den  nye regering vil indføre disse forslag.

Ny redaktør på Nyhedsbrevet

Nyhedsbrevet skifter med denne udgave redaktør. De sidste 3 år har Gitte Hebsgaard Werther haft ansvaret, og det siger Banglabørn hende STOR tak for 😊. Men nu takker hun af for at kaste sig over andre opgaver, og ny redaktør er blevet Hans Christian Bothmann. Han har mange års erfaring med digitale medier, og vi ser derfor frem til, at vi med ham fortsat vil have en kompetent og resursestærk person på opgaven. Filip Engsig-Karup vil fortsat skrive indholdet.

 

Møde med SMS lærerne 2025

Arbejdsrejse til Bangladesh

Den 4.  marts rejser Filip Engsig-Karup til Bangladesh for at holde en række møder og

samtaler med ledelsen af SMS. Det er  vigtigt, at Banglabørn som SMS’s eneste samarbejds-partner er tæt på arbejdet derude  og står til rådighed som sparrings-partner for ledelsen.

En vigtig del af  rejsen er møder med de to skoleledere, så de dels bliver bedre klædt på til at modtage kommende pædagogisk assistent studerende fra SOSU Syd i Aabenraa, og  dels bliver hjulpet videre med at implementere ”Leg og Læring” pædagogikken på  de to skoler – først og fremmest i de yngste klasser. Rejsen bliver derfor  finansieret af EU midler gennem det Connect projekt, som vi har sammen med SOSU Syd i Aabenraa.

 

Klasseværelse Pirganj

Samarbejdet med SOSU Syd i Aabenraa

Den 25. februar afholdt SOSU Syd i Aabenraa en international dag. De to Pædagogisk Assistent studerende fra SOSU Randers, Christian og Sofie, som i foråret 2025 var i Bangladesh, deltog i dagen.

Her delte de ud af deres erfaringer med at tage på læringsophold så langt hjemmefra, og der var rigtig mange studerende, der var nysgerrige efter at høre om deres erfaringer. Banglabørn var naturligvis også til stede, og vi kunne præsentere en ny folder om læringsophold i den 3. verden. Over 200 studerende deltog i dagen, og vi fik at vide, at der er allerede tilmeldt 6 studerende til det hold, der til efteråret overvejer at tage på læringsophold i udlandet. Det synes vi er et flot foreløbigt resultat.

 

Samtale med Md. Methode fra Rwanda

Kontakt til organisation i Rwanda

I august 2025 modtog Banglabørn en henvendelse fra en organisation i Rwanda. Rwanda ligger jo i Afrika og langt udenfor Banglabørns sædvanlige horisont. Henvendelsen gjorde os dog nysgerrige på, om der kunne være gensidige fordele ved at etablere et samarbejde med Rwanda Youth Federation (RYF).

Vi tænker IKKE på at begynde et arbejde i Rwanda. Men vi tror, at RYF kunne lære ledelsen i Bangladesh noget. F.eks. bygger RYF på 100% frivilligt arbejde – det kunne SMS lederne lære noget af. RYF henvender sig også primært til unge mennesker og mobiliserer dem i deres arbejde – det gør SMS naturligvis også gennem Young2Young, men vi så det gerne styrket. Omvendt er RYF meget interesseret i at høre om de erfaringer, som SMS har indsamlet med deres projekter og vil gerne udveksle erfaringer med SMS. International udveksling er spændende og en stor inspiration for de involverede, så den 26. februar mødtes Banglabørn i Aarhus med lederen af RYF, Md. Methode, og arbejder nu på at få lavet en fælles udtalelse, der kunne danne grundlag for at arbejde videre på et internationalt samarbejde – især til gavn for ledelsen i SMS Bangladesh!

 

Banglabørn generalforsamling 2025
Banglabørn generalforsamling 2025

Årsmøde og generalforsamling

Vi indkaldte allerede i sidste nyhedsbrev til dette forårs generalforsamling den 3. maj kl. 10.30 – 15.00. Den bliver holdt hjemme hos Elsebeth og Arne Søgaard, Madumflodvej 6 i Ulfborg. Som noget nyt vil vi efter generalforsamlingen holde Banglabørn årsfest.

Vi får spændende og inspirerende besøg udefra, så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Husk endelig TILMELDING TIL DAGEN direkte til Arne Søgaard på mail madumflodvej6@gmail.com snarest muligt!

Til slut vores sædvanlige omkvæd:

  • HUSK at forny jeres medlemskab, hvis I ikke allerede har gjort det. Det er livsvigtigt for vores organisation.
  • HUSK også at kigge på mulighederne for at skrive Banglabørn ind i jeres testamente – se info på hjemmesiden.
  • HUSK at YES projektet giver mulighed for at støtte en ung i Bangladesh helt uden administrationsudgifter. Det er der allerede en halv snes venner, der gør. Skriv til os på info@banglaboern.dk , så hører I nærmere fra os!
  • HUSK at fortælle om Banglabørn til venner og bekendte. Hver eneste nye ven tæller!

På forhånd tak for al jeres støtte og opbakning på alle måder!

Cookies

Vi bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Vi skal have tilladelse til at gemme en cookie i din browser, hvis du ønsker at logge ind. Derudover kan du selv vælge om du vil hjælpe os med at blive bedre, ved at aktivere statistik.

Nødvendige cookies

Nogle cookies er nødvendige at have aktiveret altid. Det er fx. denne cookie der husker dine cookievalg.

Statistik

Vi bruger Google Analytics til at indsamle anonyme informationer som antallet af besøgende siden har og hvilke sider der er mest populære.

Ved at holde denne cookie aktiveret hjælper du os med at forbedre hjemmesiden.